Lav en ægtepagt mens I har det godt

Lav en ægtepagt mens I har det godt

Vi sagde ja til hinanden ved alteret, og vi lovede, at vi ville leve sammen i medgang og modgang resten af livet. Hvorfor skulle det så være nødvendigt med en ægtepagt? Skilsmisse er noget, andre oplever. Noget, der sker for naboen. Ikke for os.

Ikke desto mindre ender masser af ægteskaber i skilsmisse, og det er vel de færreste skilsmisseramte, som så skilsmissen komme, allerede dengang de sagde ja til hinanden. Ting kan ændre sig, uanset hvor meget man tror på, at de ikke gør det.

Derfor er det en god idé at overveje at oprette en ægtepagt. Nogle ægtepar bliver skilt i god ro og orden, holder sig på god fod med hinanden og er enige om hvem, der tager hvad med sig, hvordan pengene skal deles, hvem der skal blive i huset og på hvilke betingelser. 

For andre går det knap så nemt, og når man står i den situation kan det være en enorm hjælp og lettelse at have en ægtepagt. Sådan én er juridisk gældende, hvis man har oprettet den korrekt.  

Med en ægtepagt sikrer man sig, at man har en klar aftale med hinanden om, hvad der skal ske, hvis man mod forventning ender med at skulle skilles, eller hvis ens ægtefælle dør. En ægtepagt er nemlig kort og godt en aftale, man indgår med sin ægtefælle, om, hvad der skal ske med formue og ejendele, hvis disse ting sker.

Det er for mange en svær snak at tage. Snakken om at det kunne være, at man skulle lave en ægtepagt. Men det er en god ide at gøre det, mens man har det godt, er glade for hinanden, har et velfungerende ægteskab og ikke forestiller sig, at man nogensinde skal fra hinanden. Det er nemlig på det tidspunkt, at man kan have den mest konstruktive snak om det og lave den bedste aftale for hinanden og sig selv.

Og husk: Hvis man aldrig får brug for sin ægtepagt, er det jo bare skønt. Den spiser ikke brød – den er bare en ekstra tryghed og sikkerhed, man har valgt at give hinanden og sit ægteskab.